Historisk ejendom: Resen Vestre Skole gik fra at være skole til bolig

Foto: Ejer Lis Rørbæk Madsen byder velkommen.
dato

Adresse: Resen Vestre Skole, Dalgårdsvej 76, Struer

Mit navn er Lis Rørbæk Madsen, jeg har været lærer på Langhøjskolen i Asp, har malet, arbejder med stentøj og elsker min have. Nu er jeg enke og energisk pensionist.

I 1974 kom min mand og jeg hjem fra Zambia efter 2 år som undervisere. På forhånd var min far, som boede på Venø, blevet sat til at se efter en bolig på landet. Han faldt for skolen, min søster og svoger, begge arkitekter, blev kaldt hjem fra København og sagde god for købet pga. solidt og smukt byggeri med en naturskøn beliggenhed, så ubeset købte vi skolen. Det fortrød vi ikke!

Skolen var blevet nedlagt i 1964 og var mildt sagt blevet misligholdt, så der var noget at gå i gang med.


De smukke trægulve blev slebet, vægge malet, og i løbet af årene er der blevet lavet nye badeværelser, installeret jordvarme, udskiftet vinduer i oprindelig stil, ombygget køkken og sidst sat nyt tegltag på huset, for slet ikke at tale om haven som var en ukrudtsmark da vi flyttede ind, det er den ikke mere!

Ud over at være lærerens bolig, var der én skolestue i den gamle skole. Den har vi bevaret med de gamle udstillingsskabe. Den bliver nu benyttet som atelier og festlokale. Huset ligger omgivet af træer mod vest og nord og med en storslået udsigt mod øst og syd.

Vi har været meget omhyggelige med at bevare boligens smukke stil. Ingen solfanger på taget her!

Der hører også et udhus til ejendommen, bygget i samme stil som hovedhuset, med en pigstensbelagt gårdhave mellem de 2 bygninger, i udhuset var der oprindeligt das og pissoir samt plads til en enkelt ko og hø på loftet, så læreren kunne supplere sin løn en smule. Og endelig er der så drivhuset/orangeriet.


Foråret er en fantastisk tid, at sidde der med en kop kaffe, nyde haven og udsigten, så kan livet ikke blive meget bedre!

At bo på landet er dejligt, ikke mindst når man har et godt naboskab, vi kender hinanden og støtter og hjælper hinanden, og så er det jo sjovt når jeg indimellem snakker med gamle resenboere, som fortæller om deres gang på den gamle skole.

Resen Vestre Skole, Dalgårdsvej 76, Struer. Opført 1917 efter bedre byggeskikforskrifter. Bevaringsværdig ifølge lokalplan 234.

Boligens areal: 248m2
Værelser: 8
Grundareal: 5520m2 

Bestil en gratis salgsvurdering


Kilde: EDC Struer - Ejendomsgruppen v/Gitte Lund Ellebæk