Rundt omkring på udendørsarealerne ved Struer Energi Park kan du nu finde de nye nikotinskraldespande, kaldet 'Det sidste skodsted'. Det er elever fra FGU-skolen, der har bidraget med kreativ grafik til de nye skraldespande.
I Struer Kommune arbejder man målrettet på at skabe en kulturændring blandt unge i forhold til brugen af nikotinprodukter. Ifølge Sundhedsstyrelsen bruger mere end hver tiende unge mellem 15 og 29 år nikotinprodukter som e-cigaretter, puffbars og nikotinposer, hvilket er en udvikling, man ønsker at vende.
I 2024 blev projektet Nikotinfrit Ungdomsliv igangsat i et samarbejde mellem Lemvig og Struer Kommune. Her er arbejdsgruppen sammensat af unge fra de to kommuner, og der samarbejdes bredt med både skoler, uddannelsesinstitutioner og foreninger.
Projektets hovedformål er at mindske børns og unges brug af nikotinprodukter ved at forebygge og støtte dem, der ønsker at nedsætte eller stoppe forbruget. Det gælder både traditionelle produkter som cigaretter samt nyere nikotinprodukter som puffbars og nikotinposer.
Et vigtigt skridt i denne forebyggelsesstrategi er at gøre de unges daglige miljøer nikotinfrie, så de ikke bliver præsenteret for eller tilbyder hinanden nikotinprodukter. Derfor har Struer Energi Park på baggrund af opfordringer fra brugere, centerchef Peder Pedersen og funktionsleder Helene Henrichsen, nu indført en nikotinfri zone. Parken ligger over for Parkskolen, så både yngre og ældre elever opholder sig ofte i området.
For at understrege, at nikotinprodukter ikke er velkomne – uanset form eller farve – har Energiparken i samarbejde med Parkskolen, SundhedscenterStruer, Teknisk Drift og Anlæg samt FGU etableret nye nikotinskraldespande og skilte, der gør det tydeligt for alle besøgende.
https://www.struer.dk/nyheder/2025/november/det-sidste-skodsted