Sankt Hans bliver uden bål

Foto: Skive Kommune.
dato

Sankt Hans aften er en traditionel aften, hvor bål normalt er omdrejningspunktet. Men i år bliver aftenen fejret uden bål på grund af afbrændingsforbud.

Nordvestjyllands Brandvæsen har indført afbrændingsforbud i Sankthansdøgnet fra den 23. juni kl. 09.00 til den 24. juni kl. 08.59. Afbrændingsforbuddet gælder for Skive Kommune og Holstebro, Lemvig og Struer kommuner.

Årsagen til afbrændingsforbuddet er den knastørre natur efter mange ugers tørke, som øger risikoen for brand i naturen.

Nordvestjyllands Brandvæsen har besluttet afbrændingsforbuddet ud fra en vurdering af risikoen for mange samtidige brande på grund af kombinationen af mange samtidige bål, bålenes størrelse, tendensen til at der brændes gren- og haveaffald, som afgiver mange gnister, samt risiko for flyveild.

Afbrændingsforbuddet betyder, at man ikke må tænde bål udendørs i perioden, herunder enhver form for afbrænding, uanset om det er med kul, træ, briketter eller andet brændsel.

Det er fortsat tilladt at bruge både kul- og gasgrill, hvis ikke ejeren af arealet har udstedt lokalt forbud. For erhvervsaktiviteter gælder særlige regler.

Kilde: Nordvestjyllands Brandvæsen // Skive Kommune