Nordvestjyske kommuner står sammen om stærke børnefællesskaber

Professor Thomas Nordahl fra Norge holdt oplæg for Familie- og Kulturudvalget i Lemvig Kommune, Børne- og Uddannelsesudvalget i Struer Kommune og Børne- og Familieudvalget i Holstebro Kommune.
dato

Flere børn skal lykkes i almenområdet, så færre får behov for specialundervisning. Det kræver inspiration og samarbejde – og derfor har politikere og ledere fra Struer, Lemvig og Holstebro kommuner holdt fælles temadag med professor Thomas Nordahl.

En lang række udvalgspolitikere og ledere fra Struer, Lemvig og Holstebro kommuner var i dag samlet i Gråkjær Arena i Holstebro til fælles temadag. 

Formålet var gensidig inspiration og erfaringsudveksling i forhold til opgaven med at skabe stærke børnefællesskaber og lykkes med, at flere børn får mulighed for at indgå i de almene fællesskaber ved at styrke den almene pædagogik ind i børnefællesskabet.

Professor Thomas Nordahl fra Høgskolen Innlandet i Norge stod for dagens oplæg, hvor han præsenterede forskningsmæssige perspektiver på, hvordan man kan arbejde målrettet med at kvalificere dagtilbuds og skolers praksis. 

Thomas Nordahl er tilknyttet Lillehammer Kommune, hvor man har arbejdet med at skabe en stærk fællesskabende pædagogik, der øger læring og trivsel i den kommunale grundskole uden at ekskludere elever til specialskoler og specialklasser.

Inspiration og samarbejde
Oplægget gav anledning til gode drøftelser, og formanden for Børne- og Familieudvalget i Holstebro Kommune, Klaus Flæng, er glad for, at det lykkedes at samle politikere og ledere på tværs af de tre kommuner til en fælles temadag. 

- Vi arbejder alle tre – ligesom landets øvrige kommuner – med at flere børn skal lykkes i almenområdet, så færre børn får behov for specialundervisning. Det er ikke en nem opgave. Det kræver både inspiration og samarbejde, og det har vi haft en rigtig god dialog om i dag, siger han.

Byrådet i Holstebro har i forvejen iværksat et udviklingsprojekt, der skal arbejde for at styrke almenområdet, så færre børn får specialundervisning.


https://www.holstebro.dk/nyheder/nyhed/nordvestjyske-kommuner-staar-sammen-om-staerke-boernefaellesskaber?PID=18398&M=NewsV2&Action=1&NId=75717&NewsCategory=Nyheder&newscategorys=Nyheder,Børn,Unge,Familie
Kilde: Holstebro Kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.