Efter politiske drøftelser af det fremtidige lægetilbud i et lægedækningspresset område, er det nu besluttet, at der etableres en regionsklinik på Thyholm.
- Vi mener, at den bedste løsning er en regionsklinik, som kan være et godt grundlag for på sigt at bane vejen for at tiltrække en fast privat praktiserende læge til området, som altid er vores førsteprioritet, siger koncerndirektør Anders Kjærulff.
I dag er det praktiserende læge Jens Thygesen, der driver lægeklinikken på Thyholm i samarbejde med alles Lægehus.
Men Jens Thygesen har opsagt sin kontrakt med regionen per 1. September.
Derfor vil de 1850 borgere, der er tilmeldt klinikken i dag, fra 1. september overgå til den nye regionsklinik, som regionen nu skal i gang med at etablere.
Borgerne får automatisk besked
Borgerne får direkte besked fra Region Midtjylland om det skifte, der sker fra den ene lægeklinik til den anden. Borgerne får informationen op mod skiftet den 1. september 2024.
Regionen vil tilbyde det nuværende personale i klinikken, at de kan overgå til regionsklinikken, hvis de ønsker det.
Derudover er der en masse praktiske forhold omkring klinikken, som regionen skal have styr på inden klinikstart.
Netop det at rekruttere almen medicinske læger til klinikken er en stor opgave, da det er svært at rekruttere praktiserende læger til området. Eksempelvis har ingen praktiserende læger ønsket at overtage klinikken.
- Vi arbejder på at finde en god løsning i forhold til læge set-up i klinikken, som kan sikre kontinuitet, og jeg vil gerne understrege, at tryghed og kvalitet i behandlingen har vores højeste prioritet, siger Anders Kjærulff.